Vi kan tilbyde moderne plejeboliger til den enkelte lejer (boligerne kan beboes af ægtepar). I alle 3 afdelinger i plejehjemmet (10 boliger) er der fælles køkken-alrum og TV-stue. Desuden er der fælles spisestue, fælles hyggestue, bar og motionsrum i plejehjemmets centrale bygning, som kan bruges af alle beboere.

På plejehjemmet har beboere mulighed for at deltage i de daglige gøremål som f.eks. madlavning, borddækning, blomsterpasning, vedligeholdelse af udendørsarealer og orangeri – samt pasning af plejehjemmets dyrehold.

Vi vægter forskelligheden højt, derfor har vi så få institutionssenge som muligt, og velfungerende beboere har mulighed for at få tildelt en køkkenhave (som skal passes sammen med pårørende). Desuden har vi sikret at hjælpemidler og teknologi er indbygget så diskret som muligt i bebyggelsen.

Vi er meget opmærksomme på, at der skal være ”rum” til familie og venner. For at sikre dette, har vi indrettet siddegrupper i orangeriet, bænke i forbindelse med staudehaven, og der er opsat borde, bænke og stole centrale steder i forbindelse med haven og vort dyrehold. Der er naturligvis siddegrupper i atriumgårdene i de enkelte boenheder.

Beboerne bestemmer selv, hvor de vil spise, der er mulighed for at spise i egen lejlighed, i boenhedens køkken-alrum eller i den fælles spisestue, som ligger i direkte forbindelse med vores produktionskøkken i centerbygningen.  Al mad der serveres i plejehjemmet er hjemmelavet på plejehjemmet og tilberedes af friske råvarer.

Der er mulighed for at deltage i fælles aktiviteter i spisestuen, hyggestuen (der er personale til stede hverdage fra kl. 10.00 til 16.00), ligesom der i samarbejde med vennekredsen tilbydes aktiviteter på alle hverdage, f.eks. busture, syng sammen, banko, dans osv., samt en månedlig fællesspisning for beboere og pårørende.

Der er mulighed for tv og trådløst internet samt fastnet telefon via IP-telefoni i alle boligerne, dette er tilkøb hos Stofa. Vi forsøger at bruge de teknologiske muligheder for f.eks. fysisk aktivitet via computerspil. Personalet har adgang til bærbare PC, så der er mulighed for at gennemgå journalnotater, medicinkort osv. sammen med beboeren og evt. pårørende i beboerens egen lejlighed.